AI Design Autoriteten

Vi står ved et vendepunkt i softwareudvikling. Diskussionen handler ofte om hvilken om AI skriver den bedste kode (Claude vs. ChatGPT) eller hvor hvor AI skal bo (IDE eller CLI). Men det er den forkerte diskussion.

Det virkelige problem er ikke generation af kode. Det virkelige problem er validering af det.

Hvis vi omfavner AI som "Vibe Coders" – hvor vi angiver intentionen, og AI'en udfører arbejdet – skaber vi en enorm strøm af ny software. En sværm af AI-agenter kan generere mere kode på ét minut, end en seniorudvikler kan gennemgå på en uge. Mennesket er blevet flaskehalsen.

Løsningen er ikke mere mennesker. Løsningen er en AI Design Autoritet.

Fra Håndværker til Fabriksdirektør

Traditionelt er "Design Authority" en lille gruppe arkitekter, der mødes en gang om ugen eller måneden for at godkende eller afvise et design. I en verden af højhastigheds AI-udvikling er den model håbløst forældet. Den er for langsom og for reaktiv.

Hvis vi skifter til "Disposable Code" – software, som vi ikke refaktorerer i det uendelige, men smider væk og genopbygger, når kravene ændrer sig – ændres vores rolle fundamentalt. Vi er ikke længere murere, der lægger sten for sten. Vi er arkitekterne bag fabrikken, der printer væggene.

Men hvem kontrollerer, om disse mure står lige?

“Udfordringen”: En automatiseret ildprøve

En AI Design Authority er ikke en person, men en pipeline. En "Gauntlet", som hver linje genereret kode skal kæmpe sig igennem for at nå produktion. Denne proces erstatter ikke den menneskelige kodeanmeldelse med intet, men med noget bedre.

Det fungerer i tre lag:

1. Den udøvende magt (Genereringen)
Vi beder ikke én AI om en løsning, vi beder tre om det. Vi lader Gemini 3, GPT-5 og en open source-model (som Llama) arbejde parallelt på det samme problem. Dette forhindrer tunnelsyn og bryder den 'dovenhed', som LLM'er sommetider lider af. Denne tilgang er også videnskabeligt undersøgt og viser, at du kan forhindre AI-hallucinationer og opbygge meget lange kæder uden fejl

2. Det Hårde Filter (Loven)
Her er ingen diskussion mulig. Kode skal kompilere. Linters må ikke klage. Og afgørende: Black Box Tests skal bestå. Vi tester ikke, om funktionen virker internt (det kan AI'en manipulere), vi tester, om systemet gør, hvad det skal, udefra. Fejler testen? Direkte i skraldespanden.

3. Det Bløde Filter (AI-juryen)
Dette er den reelle innovation. De resterende løsninger præsenteres for en specialiseret "Voting AI". Denne agent skriver ikke kode, men læser kode. Den er trænet i vores arkitekturprincipper, sikkerhedskrav (OWASP, ISO) og compliance-regler (EU AI Act).
Den stemmer: “Løsning A er hurtigere, men Løsning B er sikrere og passer bedre til vores microservice-arkitektur.”

Vinderen går i produktion.

Softwarens Trias Politica

Denne model hævder en magtdeling, som mange teams mangler.

• Den Lovgivende Magt (Arkitekten): Arkitekten skriver "forfatningen". Promptsene, arkitekturdokumenterne (project-description.md, rules.md en principles.md), de hårde krav. Arkitekten bestemmer hvad hvordan vi bygger og hvorfor.
• Den Udøvende Magt (Kodningsagenterne): De udfører. Hurtigt, billigt og under opsyn af menneskelige udviklere.
• Domstolene (Designmyndigheden): Et uafhængigt AI-lag, der kontrollerer lovligheden.

Konklusion: Arkitektens nye rolle

Det frigør os fra syntaksfejlenes tyranni og lader os fokusere på det, vi er gode til: Systemtænkning. Sandhedssøgning. Struktur og beslutningstagning.

Spørgsmålet er ikke, om AI kan skrive vores kode. Det er allerede afgjort. Kode bliver i vid udstrækning disponibel.
Spørgsmålet er: Tør du give slip på kontrollen over udførelse for dermed at genvinde kontrollen over kvalitet den?