AI Design Autoriteten
Vi befinder os på et vendepunkt i softwareudvikling. Diskussionen handler ofte om hvilken AI skriver den bedste kode (Claude vs. ChatGPT) eller hvor hvor AI skal bo (IDE eller CLI). Men det er ikke det rigtige spørgsmål.
Problemet er ikke generere af kode. Det er validering deraf.
Hvis vi omfavner AI som “Vibe Coders” – hvor vi angiver hensigten, og AI'en udfører arbejdet – skaber vi en enorm strøm af ny software. En sværm af AI-agenter kan generere mere kode på et minut, end en seniorudvikler kan gennemse på en uge. Mennesket er blevet flaskehalsen.
Løsningen er ikke mere mennesker. Løsningen er en AI Design Autoritet.
Fra Håndværker til Fabriksdirektør
Traditionelt er "Design Authority" en lille gruppe arkitekter, der mødes en gang om ugen eller måneden for at godkende eller afvise et design. I en verden af high-velocity AI-udvikling er den model håbløst forældet. Den er for langsom og for reaktiv.
Når vi skifter til "Disposable Code" – software, som vi ikke refaktorerer i det uendelige, men smider væk og genopretter, når kravene ændres – ændres vores rolle fundamentalt. Vi er ikke længere murere, der lægger sten for sten. Vi er arkitekterne bag fabrikken, der printer væggene.
Men hvem kontrollerer, om de mure står lige?
”Handsken”: En automatiseret ildprøve
En AI Design Authority er ikke en person, men en pipeline. En “Gauntlet”, som hver regel genereret kode skal kæmpe sig igennem for at nå produktion. Denne proces erstatter ikke den menneskelige kodeanmeldelse med intet, men med noget bedre.
Det fungerer i tre lag:
1. Den udøvende magt (Genereringen)
Vi beder ikke én AI om en løsning, vi beder tre om det. Vi lader Gemini 3, GPT-5 og en open source-model (som Llama) arbejde parallelt på det samme problem. Dette forhindrer tunnelsyn og bryder den "dovenskab", som LLM'er nogle gange lider af. Denne tilgang er også videnskabeligt undersøgt og viser, at du kan forhindre AI-hallucinationer og opbygge meget lange kæder uden fejl
2. Det Hårde Filter (Loven)
Her er ingen diskussion mulig. Kode skal kompilere. Linters må ikke klage. Og afgørende: de Black Box Tests skal bestå. Vi tester ikke, om funktionen virker internt (det kan AI manipulere), vi tester, om systemet gør, hvad det skal udefra. Fejler testen? Direkte i skraldespanden.
3. Det Bløde Filter (AI-juryen)
Dette er den virkelige innovation. De resterende løsninger præsenteres for en specialiseret "Stemme-AI". Denne agent skriver ikke kode, men læser kode. Han er trænet i vores arkitekturprincipper, sikkerhedskrav (OWASP, ISO) og compliance-regler (EU AI Act).
Han konkluderer: “Løsning A er hurtigere, men Løsning B er sikrere og følger vores microservices-arkitektur bedre.”
Vinderen går i produktion.
Softwarens Magtdeling (Trias Politica)
Denne model tvinger en magtdeling igennem, som mangler i mange teams.
- Den Lovgivende Magt (Arkitekten): Arkitekten skriver "Forfatningen". Promptsene, arkitekturdokumenterne (
project-description.md, rules.md, skills.md en principles.md), de hårde krav. Arkitekten bestemmer hvad vi bygger, hvem der bygger, hvordan og hvorfor. - Den Udøvende Magt (Kodningsagenterne): De udfører. Hurtigt, billigt og under opsyn af menneskelige udviklere.
- Den Dømmende Magt (Designmyndigheden): Et uafhængigt AI-lag, der kontrollerer lovligheden.
Konklusion: Arkitektens nye rolle
Det frigør os fra syntaksfejlenes tyranni og lader os fokusere på det, vi er gode til: Systemtænkning. Sandhedssøgning. Struktur og beslutningstagning.
Spørgsmålet er ikke, om AI kan skrive vores kode. Det emne er allerede afsluttet. Kode bliver i vid udstrækning et engangsprodukt.
Spørgsmålet er: Tør du kontrollen over kode slippe, for dermed at genvinde kontrol over kvalitet at vinde tilbage?
lad mig det vide
